Beskrivelse
Vælg mellem:
Højskole Classic: Sydhavsøerne / UDSOLGT, men skriv dig gerne op på vores venteliste
Højskole Classic er god gammeldags højskole, hvor vi byder på en pose blandede bolsjer inden for klassiske højskolediscipliner som fællessang og almene foredrag. På dette kursus får du i tilgift én på opleveren, når vi skal rundt på Sydhavsøerne.
Kurset byder på tre udflugter. Heldagsudflugten tirsdag går til Rødby, hvor vi skal se Femern byggeriet og videre til Maribo og besøge domkirken og gå en tur i den pittoreske gamle by. Frokosten (et stjerneskud) får vi på restaurant Bangs Have med udsigt til domkirken. Derudover er der to halvdagsudflugter. Den ene tur går til Lollands smukkeste by Nysted og Fuglsang Kunstmuseum fredag eftermiddag, mens den anden er en bytur til Nykøbing onsdag formiddag.
Kursusleder: Thomas Bjerre.
Lær at ro kajak
Nyd stilheden og naturen, mens kajakken stille og rolig glider gennem vandet. Der er bare noget helt specielt over at være på vandet, og kajakroning er perfekt for dig, der gerne vil opleve omgivelserne fra vandsiden. Kurset er en blanding af teori og praksis med tre dage på vandet i Guldborgsund og to undervisningsdage med teori på højskolen.
Vi arbejder bl.a. med manøvreringsøvelser, lege og teknisk træning. Sikkerhed er en topprioritet, og redningsøvelser indgår derfor som en naturlig del af træningen. Efter endt kursus modtager du et kursusbevis. OBS: Max. 6 deltagere.
Lærer: Søren Kastrup fra Hasselø Kajak.